Hieronymus Bosch - "De syv dødssynder" (ca. 1480)

Hvad er "VII?"

"VII" er et projekt der er blevet til som samarbejde mellem Trinitatis-kirken ved Rundetårn og rollespilsforeningen JRK. Ideen er både, at lave syv spændende rollespil, men også, at vise at den moderne kirke også kan rumme forskelligartede idéer om hvordan man går til verden, og at underholdning, oplysning og refleksion godt kan gå hånd i hånd.

De syv rollespil i "VII" serien har hver en af de syv dødssynder som omdrejningspunkt, og efter afslutningen på hvert scenarie afholdes en prædiken om netop de temaer som spillet har berørt. "VII" rollespillene er dog lavet af rollespillere og ikke af kirken, og har bevidstliggørelse - ikke holdningsændring - som mål.

Målgruppen er både førstegangsspillere og erfarne rollespillere, så hvis du synes det lyder spændende skal du ikke holde dig tilbage fordi du ikke har spillet rollespil før.